Djævlens trækspil

Djævlens trækspil Trailer

Original titel Los Viajes Del Viento
Genrer Musical, Drama
Premieredato
Produktionsår 2009
Produktionsland Argentina,Colombia,Tyskland,Holland
Instruktører Ciro Guerra
Skuespillere Marciano Martínez, Yull Núñez
Distributør Camera Film A/S (DK-Cinema)

Synopsis

Det storslåede, rå og mangeartede colombianske landskab bliver vakt til live i på én gang spektakulære og ydmyge widescreen-billeder i Ciro Guerras anden spillefilm, ’Djævlens trækspil’; en eftertænksom meditation om venskab, kærlighed, tillid og det at bevæge sig videre i livet. Ignacio Carrillo er en gudsbenådet akkordeon-spiller. Gennem hele sit liv har han rejst fra landsby til landsby med sit trækspil, som den folkelige tradition byder det, og sunget og spillet sine sange for hvem, han måtte møde på sin vej. Ignacios akkordeon er ifølge legenden forbandet af djævlen, så at den, der spiller på den, aldrig vil kunne holde op med det igen og således er dømt til et liv i ensomhed. Ignacio selv blev dog gift og lod sin omflakkende tilværelse være et afsluttet kapitel, indtil konen pludselig dør, og Ignacio beslutter sig for at gøre en sidste rejse nordpå for at give det besatte instrument tilbage til den mand, der i sin tid forærede den til ham. På sin vej møder han teenageknægten Fermin, hvis eneste ønske er at blive en lige så talentfuld juglar – det spanske ord for en mand, der nomadisk rejser rundt og underholder med sin musik – som Ignacio. Ignacio har umiddelbart ingen synderlig lyst til at have drengen på slæb, men træt af ensomheden og uden energi til at argumentere imod lader han ham slå følge, på hvad der bliver en vildmarks-road movie på æselryg.